Diamantslibeskiver er yderst effektive værktøjer til slibning af hårde og sprøde materialer såsom hårdmetal, glas, keramik og ædelsten. I de seneste år, med den hurtige udvikling af høj-slibe- og ultra-præcisionsslibeteknologier, er der blevet stillet højere krav til slibeskiver. Keramiske og harpiks-bundne slibeskiver kan ikke længere opfylde produktionsbehovene. Metal-slibeskiver er på grund af deres høje bindingsstyrke, gode formbarhed og lange levetid blevet meget brugt i produktionen. Metal-bundne diamantslibeskiver er hovedsageligt opdelt i to typer i henhold til deres fremstillingsmetode: sintring og galvanisering. For fuldt ud at udnytte effekten af superhårde slibemidler er der siden begyndelsen af 1990'erne udviklet en ny type slibeskive i udlandet ved hjælp af høj{11}}temperaturloddeteknologi, som stadig er i forsknings- og udviklingsstadiet.
En slibeskive er et skæreværktøj til slibning. Det er en porøs genstand, der består af mange små, hårde slibekorn bundet sammen af et bindemiddel. Slibekornene udfører direkte skærearbejdet og skal være skarpe og have høj hårdhed, varmebestandighed og en vis grad af sejhed. Almindelige slibemidler omfatter aluminiumoxid og siliciumcarbid. Aluminiumoxidslibemidler har høj hårdhed og god sejhed, hvilket gør dem velegnede til slibning af stål. Siliciumcarbidslibemidler har endnu højere hårdhed, er skarpere og har god varmeledningsevne, men er mere skøre, hvilket gør dem velegnede til slibning af støbejern og hårdmetal.
Slibning er en metode til bearbejdning af emner ved hjælp af en slibeskive som skæreværktøj på en slibemaskine.
Egenskaberne ved denne metode er.
(1) På grund af den høje hårdhed og varmebestandighed af slibekornene i slibeskiven, kan slibning behandle materialer med meget høj hårdhed, såsom hærdet stål og hårdmetal.
(2) Slibeskivens og slibemaskinens egenskaber bestemmer, at slibeprocessystemet kan udføre ensartet mikro-skæring, generelt ca.=0.001–0,005 mm; slibehastigheden er meget høj og når generelt v=30–50 m/s; slibemaskinen har god stivhed; og der anvendes hydraulisk transmission. Derfor kan slibning økonomisk opnå høj forarbejdningsnøjagtighed (IT6–IT5) og lav overfladeruhed (Ra=0.8–0,2 μm). Slibning er en af de vigtigste metoder til præcisionsbearbejdning af dele.
(3) På grund af intens friktion er temperaturen i slibezonen meget høj. Dette kan forårsage spænding og deformation i emnet og endda brænde emnets overflade.
Derfor skal en stor mængde kølevæske påføres under slibningen for at reducere slibetemperaturen. Kølevæsken tjener også til at fjerne spåner og give smøring.
(4) Den radiale kraft under slibning er meget stor. Dette forårsager elastisk deformation i værktøjsmaskinens-slibeskive-emnesystem, hvilket resulterer i, at den faktiske skæredybde er mindre end den nominelle skæredybde. Derfor, når slibningen er ved at være færdig, bør der udføres en efterbehandling uden yderligere indføring for at eliminere fejl.
(5) Efter at slibekornene er blevet sløve, øges slibekraften, hvilket får slibekornene til at brække eller brække af og blotlægge nye skarpe kanter. Denne egenskab kaldes "selv-slibning." Selv-slibning tillader slibning at forløbe normalt i en vis periode, men efter en vis driftstid bør manuel slibning udføres for at forhindre øget slibekraft i at forårsage vibrationer, støj og beskadigelse af emnets overfladekvalitet.